Fader René Laurentin

svarer dem, der nedgør Vassula

”Vassula er en af de mest afbalancerede og gennemsigtige seere, jeg kender. Jeg kunne endog fristes til at sige, at hun, på en helt tilfredsstillende måde, er mere normal og mere afbalanceret end andre.” Sådan skriver René Laurentin i sin bog ”When God gives a Sign” (Når Gud giver et tegn), et svar på nogle af de indvendinger, der er gjort mod Vassula. Nedenfor er to uddrag fra bogen, som omhandler to af de mest gentagne indvendinger. (Klik her for detaljer om bogen og oplysninger om forhandlere).

Vassulas ægteskabelige status

”Hun er skilt og gift igen. Det er tilsyneladende det største problem. Faktisk er hendes ægteskabelige status i dag helt i orden. Hun blev gift med en protestant i en kirke (1966), på et tidspunkt hvor hun ikke praktiserede nogen religion. Efter en civil skilsmisse (1981) blev hun gift igen den 13. juni 1981. Hun troede på det tidspunkt, at det var en protestantisk ceremoni ifølge hendes mands religion, men det var faktisk en borgerlig vielse. Da hun kun var symbolsk kristen og ikke i kontakt med sin ortodokse Kirke, vidste hun slet ikke, at det at blive gift igen kunne give anledning til problemer. Da hun kom til sin kirke for at regularisere sit ægteskab, syntes den første præst, hun talte med, slet ikke at føle, at der var et problem, eftersom det var et blandet ægteskab. Men hun insisterede, så hun kunne være i fuld overensstemmelse med de ortodokse regler. Hun blev så sendt til den præst, der stod for ægteskabsproblemer, og det var ham, som tog sig af sagen ifølge ”lov om økonomi”, der handler om ophævede ægteskaber i hendes kirke. Ægteskabet blev celebreret den 13. oktober 1990 i den Græsk-Ortodokse Kirke i Lausanne. Ifølge den kirkelige lov er der således ingen problemer med hendes situation.”


Teologiske fejl

”De alvorligste angreb omhandler Treenigheden. Da jeg læste dem, gjorde de dybt indtryk på mig. Kunne jeg have læst Vassula så dårligt, spurgte jeg mig selv? Ville de flertydigheder, der ligger i alle profetiske, poetiske eller mystiske tekster, ja selv bibelske tekster, blive forklejnede af påståede fejl. Jeg mistede megen tid på at prøve at finde belastende formuleringer. De så fuldstændige anderledes ud, når de optrådte i kontekst og ikke var udsat for de fordrejninger og den ændrede natur, som kætterjægernes affekt havde udsat dem for.

”Den mest ansete teolog blandt Vassulas modstandere troede, at han i hende havde fundet det gamle kætteri kaldet ”patripassianisme” fra Noet, Epigone, Cleomene og Praxas, for hvem Faderen selv blev genfødt og gennemgik Lidelseshistorien; for dem havde Han kun én person, ingen Treenighed.

”I det originale manuskript, i hvilket editionen har slettet referencerne for at gøre det meget vanskeligt at få kontrol over beskyldningerne, giver forfatteren fire referencer til den originale engelske tekst ifølge den første edition. NB10:18+ (i sin maskinskrevne tekst citerer Vassulas modstander altid den første engelske edition: offset-udgaven af det første manuskript – ikke den anden, og heller ikke den typografiske udgave). NB18:10+; NB54:29+; NB48:38+.

1. Den 1. april 1987 er det ikke Faderen, som taler, hvilket i øvrigt er meget sjældent for Vassula. Det er Jesus, som hun selv og hendes læsere altid har genkendt Ham, og som konteksten viser. NB10:18

Det, som har forvirret forfatteren, er, at Vassula sommetider kalder Jesus ”Fader” ifølge en titel, der blev givet til Kongen Messias af Esajas 9:10 (9:6). Og hvis han er vor bror som mand, er han Fader som Gud; Ophav til selve vor eksistens. Således kalder han sine disciple for ”Mine små børn” (Joh. 13:33). Vassula så dette sønlige forhold som på samme tid værende broderligt og ægteskabeligt. Disse forskellige facetter artikuleres vældig godt af denne gifte kvinde, som ikke forveksler den menneskelige plan med den mystiske. Heldigvis, for hvis hun brugte sproget fra Højsangen: ”Ville han blot give mig et kys af sin mund” (Højs. 1:2) eller endog fra visse mystikere, der celebrerer deres bryllup med Jesus, ville hun blive udsat for en sand lavine af kritik. På grund af det simple faktum, at hun bruger verbet ”at føle” til at betegne den kærlighed, hun skylder Kristus, eller som Kristus har for os, beskylder hendes anklager hende for en sentimentalitet og en erotik, der er ganske malplaceret med sine seksuelle overtoner. Vassula er imidlertid uden dobbelttydighed. Hvis Jesus kysser hende, er det på panden som en fader. Alt er, som det skal være; både i meningernes og i den teologiske verden. Kristendommen har aldrig udstyret hverken hjerte eller følelser med skyld.

2. I det andet belastende afsnit:

Den 8. november 1987 siger den himmelske samtalepartner: ”Mit Kors hviler på dig, bær Det med kærlighed. Mit Kors er døren til sandt liv, modtag det villigt. Selvfornægtelse og lidelse leder til den guddommelige sti.” NB18:10

Det er Jesus, som taler, og det er klart, eftersom han siger det i det første Mig: ”Mig (Moi) din Jesus.” Hvorfor så tillægge det Faderen, hvorfor sende den giftige patripassianistiske pil mod Vassula?

3. I det tredje belastende afsnit er det Jesus, som taler om sit kors, og konteksten er fuldstændig klar. Det er Jesus alene, som taler på denne dag over flere sider. NB54:15+


Det, som har givet inkvisitoren mulighed for at finde det kætteri, som han leder efter, er, at i de forudgående linier hvor Jesus gentager Joh. 12:23-25, bringer han det øjeblik i erindring, hvor han bebuder det nært forestående komme af hans ”time” (Joh. 12:23); og hvor Faderes stemme lige har herliggjort ham (12:24-25). Men det er Ham, som i dette afsnit påkalder Faderens stemme, og ikke Faderen der taler på alle siderne.

4. Anklageren mente at have fundet den fejlagtige tilskrivelse af Lidelseshistorien til Faderen i det fjerde afsnit. Faktisk hører Vassula i dette afsnit efterfølgende Faderens stemme, som kun siger: ”Mit barn” og derefter Sønnens stemme: ”fyld mine sår, spis mit Legeme og drik mit Blod...” NB48:38

Spørgsmålstegn, asterisker og en håndskreven note nederst på siden angiver skift af samtalepartner:
”Nu er det Sønner, der taler”, siger noten.

Teologen, som har læst for hurtigt, tillægger Faderen det, som Sønnen siger. Han har uden tvivl den undskyldning, at han arbejder med håndskrevne tekster og er bekymret om nøjagtighed. Men han burde have været opmærksom på de mindste detaljer for ikke at fordreje teksten.”


Kilde: Ediçoes Boa Nova og ”Actualizando Medjugorje”.