1. april 94. Langfredag.

Røgelsesduft hos Lise, da jeg bad de to sidste led af den smertefulde Rosenkrans kl. ca. 12,30. Gudsmoder:
“Grethe, vær ikke modløs; når tiden er inde, vil du vide, hvad du skal gøre. Du er ikke uden ledelse, som du tror. Bliv blot i bønnens verden. - Ingen døre går op uden ved bøn. Der er så megen nød på jorden - så bønnen er alt. – Mennesker, selv de troende, er opfyldt af mange udenoms foreteelser - og det fordunkler nødvendigheden af bøn for dem. Bed - bed - bed om, at de troende må få åbne øjne og opladte øren og alle sanser skærpede for åndens verden. Frigørelserne sker først der - siden i den fysiske verden. Forløsning er, hvad mennesker trænger til. Jeg længes efter at være forenet med mine børn på et åndeligt plan. Derved kan vi sammen frigøre de åndelige kræfter og hjælpe menneskeheden frem mod Gud. Det er jo målet, og lad det haste; spild ikke tiden - for den er kort.
Tak fordi du hørte mig.”

).