30/9. Kl. 6 morgen.
Budskabet fra 25/9 fra Medjugorje fik jeg i telefonen i lørdags d. 28/9, og jeg spekulerede meget over den første sætning: “Kære børn. I dag indbyder jeg jer til at ofre jeres kors og lidelser for mit anliggende”. Hvad kan Gudsmoder dog bruge vore kors og lidelser til? Dette var mit spørgsmål - og efter et par dialoger med venner sagde én til mig: “Spørg Gudsmoder selv” - og det har jeg gjort. - Så i morges fik jeg svar (mener jeg da ?!).
Gudsmoder:
“Jo, jeg vil svare dig. Når jeg beder om jeres kors og lidelser for mine anliggender, så er det, fordi I derigennem gør jer til ét med os. Mine anliggender er de samme som Jesu anliggender og er --- Énhed i Kirken og verdens omvendelse og frelse. - Intet mindre. En fuld overgivelse fra jeres side gør jer til sande medarbejdere for vores sag. I er derved med i kampen imod det onde, som trænger sig ind alle vegne iblandt Guds børn - og som sluger de ikke troende med al sin magt. Der er ikke tale om blot det onde - men Den Onde, han som personificerer sig, hvor der er en åben dør i menneskenes hjerter. - Indtrængende beder jeg jer igen om en fuld overgivelse af hele jeres liv; og ved glæden i Gud at bære og overgive til mig alle kors og lidelser. - Derved forvandles I selv; men også på det indre plan vil der ske nybrud i Kirken og blandt mennesker.
Tak fordi du hører mig
og lytter til mit kald.”









































































).