I 1960 kom hun med en af de første grupper af indiske piger til Tyskland, for at følge Jesu kald som ordenssøster. Efter at have lært sygeplejen i Freiburg, arbejdede hun i Pforzheim og Heidelberg som afdelingssygeplejerske og otte år som sygeplejerske i menigheden. Derefter ledte hun plejetjenesten i to alderdomshjem. Omsorg for de syge var hendes livsindhold.

I slutningen af 1989 kom det til et afgørende vendepunkt i hendes liv. En tilsyneladende livstruende sygdom rev hende ud af den vante foretagsomhed. Først nu indså hun, at helbredet var en ufortjent Guds gave. Derved fandt hun en ny tilgang til at takke og lovprise Gud i bønnen, og hun kunne på ny overgive sit liv til Guds vilje.

Ved et efterfølgende besøg hos sin syge mor kom hun i 1990 i sin hjemstavn Kerala i berøring med den "nyevangelisering", som i de sidste 20 år havde udviklet sig meget stærkt i denne egn. Hun blev vidne til Jesu virke blandt os i dag: hvorledes blinde igen kan se, døve igen høre, stumme tale og lamme igen kan gå.

Ved en bønsdag med omtrent 5000 deltagere under ledelse af H. H. Pater Mathew Naikomparambil, en vincentpater, erfarede hun selv en dyb indre og legemlig helbredelse. Under en efterfølgende flere dages retræte i Potta (verdens største bønscenter) fik hun gennem en indre stemme et nyt kald: Gå og forkynd Guds ord i hele Europa og bring alle den glæde og fred, som du her har modtaget.

Hun blev på ny tilskyndet til at tale om Jesu kærlighed og aflægge vidnesbyrd derom.

I året 1990 fandt de første retræter sted sammen med P. Kyriakos og P. Michael, to vincentpræster fra Potta, i hendes ordensstamhus i Münstertal med 79 indiske deltagere. Herren velsignede deltagerne i rigt mål, og opfyldte dem med sin Hellige Ånd. Der var mange indre og ligeledes fysiske helbredelser; også Sr. Margaritha blev helbredt af en Trigeminus-Neuralgi, som i 14 år tilbagevendende var brudt ud. Mange af deltagerne blev udvalgt til at oprette og lede bønsgrupper.

Fra dette tidspunkt organiserer Sr. Margaritha med stor tillid retræter for indiske – i de sidste år dog overvejende for tysktalende deltagere. Hun arbejder sammen med indiske teams fra både Potta og andre retrætecentre i Indien.

Først udøvede hun dette virke som ”bibeskæftigelse”, blev dog i 1993 delvis, siden april 1996 fuldstændig frigjort af sin orden til denne opgave og blev ledsaget og understøttet af ordensstamhuset St. Trudperts priorinde.

Den 1. juli 1997 kunne Sr. Margaritha og hendes medsøster Sr. Kiliana Seifritz, som i 42 år har været beskæftiget i sygeplejen, sidst som leder af et alderdoms- og plejehjem, flytte ind i en tidligere katolsk præstegård i Massbach, som skulle virke som bønscenter. Som opfyldelse af en forudsigelse stillede bispedømmet Würzburg huset til rådighed til dette formål.

Men snart blev også denne tidligere præstegård for lille til de månedslige bønsdage, de ugentlige bønskredse, og til organisering af retræterne.

Allerede dengang, da P. Mathew forudsagde det lille hus i Massbach til Sr. Margaritha, havde han – til et senere tidspunkt – stillet et stort hus i udsigt i nærheden af Frankfurt.

Det blev til virkelighed i februar 1999. Lægen fru Dr. Bloch forærede Sr. Margaritha en kurklinik i Bad Soden-Salmünster. Og i marts 1999 begyndte søstrene, med tilladelse af ærkebiskop Dyba, med deres opgave i bispedømmet Fulda, her i Bad Soden-Salmünster.

Fra dette tidspunkt gennemfører Sr. Margaritha løbende retræter i både Haus Raphael, men også i resten af det tyske sprogområde, i Rusland, Ungarn, Kroatien og Slovakiet.

I det første år var der allerede over 1000 deltagere i Haus Raphael og flere tusinde deltagere de andre steder.

Retræternes indhold er at lytte til Guds ord, eukaristisk tilbedelse, lovprisning, rosenkrans, eukaristitjeneste og forsoningens sakramente.

Desuden efterkommer Sr. Margaritha hyppige indbydelser fra menigheder nær og fjernt til foredrag, hvis temaer er f.eks.: Guds kærlighed, tilgivelse, bod og omvendelse, indre helbredelse og fornyelse i Helligånden.

Talrige deltagere bevidner, at de gennem de indiske præsters, ordenssøstrenes og lægfolkenes tjeneste blev styrket i troen, at de havde opdaget Gud på ny i deres liv, og fik lov til at erfare helbredelse og udfrielse.

Alle kurser bliver ledsaget af søstrenes intensive bønsliv i Haus Raphael og lægfolkenes bøn i bedekredsene.

Sr. Margaritha og Sr. Kiliana deles om ledelsen i Haus Raphael, og får understøttelse i råd og dåd af fru Dr. Bloch.

I Haus Raphael er der nu dag og nat "evig eukaristisk tilbedelse", lovprisning, bibelske betragtninger, rosenkransbøn, bøn om barmhjertighed og forbøn for hele verden. Oftest kommer troende fra omegnen og deltager i bønnen.

Huset Raphael

Vores stedlige præst Johnson fra Indien varetager den præstlige tjeneste og står til enhver tid til rådighed for skriftemål og åndelig vejledning.

På grund af kurserne afholdes den daglige eukaristitjeneste på forskellige tidspunkter.

Siden 1997 besøger flere grupper af 50-90 tysksprogede pilgrimme hvert år Sydindien, ledsaget og ledet af Sr. Margaritha. De deltager i en uges retræter i en af de 30 retrætecentre i Kerala. De oplever her og i forskellige centre, som er præget af fornyelse – ”på stedet”, hvordan Herren er i færd med at opfylde forjættelsen, som blev givet til profeten Joel:
"Men derefter vil det ske, at jeg vil udgyde Min Ånd over alt kød."