Budskaberne fra Medjugorje
Seneste månedlige Medjugorjebudskaber, Vor Frues åbenbaringer til Marija
25. 4. 2010:
“Kære børn! I denne tid, hvor I på en særlig måde beder og søger min forbøn, kalder jeg jer, mine børn, til at bede om, at jeg kan hjælpe jer gennem jeres bønner, for at så mange hjerter som muligt åbner sig for mine budskaber. Bed for mine anliggender. Jeg er hos jer og går i forbøn for hver enkelt af jer hos min Søn. Tak, at I har fulgt mit kald!”
(Marijas månedlige budskab den 25. april 2010)
Seneste årlige Medjugorjebudskaber, Vor Frues åbenbaringer til Ivanka.
25. juni 2008:
Åbenbaringen varede 6 minutter. Ivanka fik åbenbaringen hjemme. Ved åbenbaringen var kun Ivankas familie til stede, hendes mand og hendes 3 børn. Efter åbenbaringen, sagde seeren Ivanka:
”Vor Frue talte til mig om den niende hemmelighed. Hun gav os sin moderlige velsignelse.”
(Ivankas årlige budskab den 25. juni 2008)
25. juni 2007:
Åbenbaringen varede 17 minutter. Ivanka fik åbenbaringen hjemme. Ved åbenbaringen var kun Ivankas familie til stede, hendes mand og hende tre børn Efter åbenbaringen sagde seeren Ivanka: Vor Frue blev hos mig i 17 minutter. Hun var glad og talte til mig om sit liv.
Vor Frue sagde: ”Kære børn, modtag min moderlige velsignelse.”
(Ivankas årlige budskab den 25. juni 2007)
Seneste særlige Medjugorjebudskaber,
Vor Frues åbenbaringer til Mirjana Dragicevic Soldo
2. maj 2010:
”Kære børn! I dag kalder den gode Fader jer igennem mig, til at I med sjælen fyldt af kærlighed bereder jer til et åndeligt møde. Kære børn, lad jer fylde af nåde, så at I oprigtigt angrer jeres synder og længes efter det gode. I må længes på vegne af dem, som ikke har lært fuldkommenheden af det gode at kende. Så vil Gud elske jer endnu mere. Jeg takker jer.”
(Mirjanas månedlige budskab den 2. maj 2010)
2. april 2010
“Kære børn, i dag velsigner jeg jer på en særlig måde, og jeg beder for, at I må vende tilbage til den rette vej, til min Søn – jeres Frelser, jeres Forløser – til Ham, som gav jer evigt liv. Tænk over alt det, som er menneskeligt, på alt det, som forhindrer jer i at efterfølge min Søn, på flygtighed, ufuldkommenhed og begrænsning – og tænk så på min Søn, på Hans guddommelige uendelighed. Ved jeres overgivelse og bøn vil I forædle jeres legeme og fuldkommengøre jeres sjæl. Vær årvågne, mine børn. Jeg takker jer”.
Vor Frue velsignede alle og alle de religiøse ting, vi havde medbragt til velsignelse. Da Vor Frue forlod os, så Mirjana et stor gyldent kors bag Vor Frue.
(Mirjanas månedlige budskab den 2. april 2010)
18. marts 2010:
Seeren Mirjana Dragicevic-Soldo fik fra 24. juni 1981 til 25. december 1982 daglige åbenbaringer. Under den sidste af disse daglige åbenbaringer, hvor Guds Moder betroede hende den 10. hemmelighed, sagde hun til hende, at hun én gang om året, den 18. marts, ville vise sig for hende. Sådan har det været i alle disse år, og således også i år. Flere tusinde pilgrimme havde samlet sig til rosenkransbøn ved ”Det blå Kors”.
Åbenbaringen begyndte kl. 13,50 og varede til kl. 13,54.
”Kære børn! I dag kalder jeg jer til at elske med hele jeres hjerte og med hele jeres sjæl. Bed om kærlighedens gave, for hvis sjælen elsker, kalder den min søn til sig. Min Søn afviser ikke dem, som kalder på Ham, og som ønsker at leve i Hans efterfølgelse. Bed for dem, som ikke fatter kærligheden, og som ikke forstår, hvad det vil sige at elske. Bed om, at Gud må være deres Fader og ikke deres Dommer. Mine børn, vær mine apostle, vær min kærligheds flod. Jeg har brug for jer. Jeg takker jer.”
(Mirjanas årlige budskab den 18. marts 2010)
|