Tegn Mit tegn - 9/4 1987

Under mit ophold i Schweiz spurgte jeg mig selv om, hvor mit hjem mon ville blive i fremtiden. Vi søgte stadig efter et sted at bo og drog omkring hele tiden.

Føl Mit Nærvær.

Jeg så Jesus pege på Sit Hjerte.

Dit hjem er her... lige midt i Mit Hjerte! Min datter, herliggør Mig ved at bringe sjæle til Mig.

Min ældre søster hørte for første gang om disse budskaber. Hun læste de 5 sidste kopier. Påvirket af dette afsluttede hun en familiefejde med vores kusine, som havde varet i 8 år. De er gode venner igen. Jeg nævnede det aldrig med et ord. Så rejste hun til Rhodos, hvor hun bor. Den første aften talte hun med sin mand. Han var mere chokeret end hun. Sammen læste de den aften bog nummer 5 og 6. Så gik de i seng, men han kunne ikke sove. Han begyndte at bede og bad Gud om tilgivelse for sine synder.
Så skete der et mirakel: Gud gav ham den samme vision, som jeg havde haft! Den med en smuk have og den "sol", der var helt rund, bevogtet af millioner af engle. Gud lod ham trænge ind i dette runde lys, ligesom jeg gjorde, og da han følte Guds tilstedeværelse så nær, begyndte han at ryste og græde. Han vækkede min søster og fortalte hende det. Hun var forbløffet. De kunne ikke vente til næste morgen med at fortælle mig det.
Derpå, da jeg nu købte Enoks bog, som jeg altid har ønsket mig, åbnede jeg den, før jeg begyndte at læse den. Jeg åbnede den - uden videre - på side 102, og hvad kunne jeg læse der? Enok havde den samme vision, som jeg havde haft: Det klare runde Lys, bevogtet af tusinder af engle!
Det var ikke så lidt af et sammentræf, for denne vision så jeg den 26. marts, da jeg var i Bangladesh. Så den 11. april 1987 da jeg var i Paris, ledte jeg efter bøger på et bibliotek og faldt over en bog, "Metania", og det, der fik mig til at se på den, var dens omslag. Billedet på omslaget var nøjagtig den vision, som Enok, min svoger og jeg havde haft: Det runde lys og englene, der bevogter det. Efter at min søster var taget af sted, skrev jeg ved igen at lade Gud tage min hånd. Gud gav da Strato (min svoger) et skriftligt budskab.

Jeg elsker Mine lam. Foren Mine lam. Enhver, der læser Mit Budskab vil spise Mit Brød. Enhver, som får et tegn fra Mig, vil være blandt dem, som jeg ønsker at oplyse ved Min Nåde.


Tegn Mit tegn:

Vassula, begynd at sammenfatte åbenbaringerne og skriv Mit Budskab på ny. Jeg vil lede dig og oplyse dig. Alt det, der er blevet gentaget, var nødvendigt for din oplæring. Du havde brug for det. Mit budskab skal kaldes "Fred og Kærlighed", i overensstemmelse med hele vejledningen.

Det er forfærdeligt. Jeg er for virkelighedstro, for skeptisk. Jeg kan ikke lade være med igen at tvivle på at dette sker. Hvorfor, hvorfor tror andre så fuldt og fast, mens jeg er så ustabil? Jeg, som meget vel ved, at jeg ikke kan føre min hånd, og hvor kraftesløs jeg bliver, når Gud "tager" den. Jeg, som ved, hvordan Han kan kaste blyanten ud af min hånd, og hvordan Han kan bevæge den, mens jeg knapt nok rører ved den! Alt dette overgår mig! Han har givet mig utallige beviser, og se: bølger af tvivl stadigvæk! Det får mig til at tænke på, at jeg muligvis vildleder enhver. Der er så mange, der er i berøring med disse åbenbaringer, at jeg ikke har tal på dem, og det på trods af, at intet endnu er offentliggjort.

Elskede! Jeg er Jahve, giv mig dine svagheder og lad Min Styrke tilintetgøre dem.

Hvilken tålmodighed Gud må have med mig for at kunne holde mig ud... Jeg tror, at jeg selv er hovedårsagen til mine tvivl, for jeg kender mig selv. Jeg sammenligner mig med dem, der møder Gud på usædvanlig måde og har modtaget budskaber. Hvor var de gode og hengivne! Det er det, der slår mig. Det er som at sammenligne natten med dagen. Jeg indrømmer en ting: I det mindste elsker jeg Gud inderligt og ingen skal sige til mig, at det stammer fra min indbildning, eller - som en præst fortalte mig - fra djævelen, som endog kan bringe dét ind i ens hoved! Hvis jeg var svag nok til at lytte efter alt, hvad jeg hørte, ville jeg være brudt sammen.

I dag fortalte en dame (der er begyndt at studere Freud) mig, at alt dette kunne være min underbevidsthed. Et kærlighedskompleks overfor Gud! At elske Gud er altså et tegn på, at man er syg i sit sind! Men hendes eller Freuds teori rører mig overhovedet ikke, for Gud havde advaret mig mod disse teorier, og om at jeg ville komme ud for beskyldninger. Desuden bryder jeg mig ikke særlig meget om Freud, da han var ateist. Selv Jung forlod ham! For Freud synes vi ikke at være andet end materie.

Mit barn, menneskene har altid dømt på menneskelig vis. Jeg er en Gud fuld af Barmhjertighed og Kærlighed, men så dårligt forstået...

Men, Herre, du har valgt en, der ikke "duer". Det er det, der får mig til at tvivle!

Du er også Min datter! Jeg elsker selv de mest elendige blandt jer.

10/4 1987

Husk på, at Min Korsfæstelse varede timevis. Jeg led i mange timer. Alt Mit Blod blev udgydt. Jeg elsker dig. Kom og giv Mig trøst ved at elske Mig.

Jesus var bedrøvet og længtes efter at blive trøstet.I de dage mindede Jesus mig konstant om Sin Korsfæstelse ved at lade billeder af det opstå i mit sind. Jeg mærker til tider Hans Tilstedeværelse så fuldstændigt, at jeg tror, at jeg kunne røre Ham helt bogstaveligt. Jeg kunne endda så at sige mærke luften bevæge sig, når Han bevæger sig.