Sandt Liv i Gud

Jeg er din trøster - 3/7 1987

Jesus?

Jeg er. Elskede, inspirationer kommer fra Mig, som dug falder på blade. Jeg har oprettet end pagt med dig om at være trofast mod dig. Jeg har taget Mine forholdsregler for at du også skal være tro mod mig.

Jesus har set til, at jeg ikke giver slip på Ham. Han ved, hvor svag jeg er...

Vassula, vil du for Min skyld forene Min Kirke? Jeg er foran dig og det er Mig, som vil instruere dig, følg bare Mig. Jeg ønsker, at alle Mine Kirker må være forenede. Jeg ønsker at Mine præstelige sjæle må huske Mine Værker fra før i tiden og den enfoldighed, som Mine disciple besad - den ydmyghed og trofasthed, som var de første kristnes kendetegn. Kom, jeg vil afdække Mit Hjertes dybeste og inderligste længsler. Tillad mig at indprente dem på dig, du lille

Her følte jeg mig virkelig hjælpeløs. Jeg føler, hvordan Gud ønsker så mange vigtige ting, som Han fortæller mig om og som bliver skrevet ned, og her sidder jeg på dem, helt lammet. Jeg føler, at jeg ikke gør, hvad Han vil, eftersom intet er blevet forandret, men hvordan kan det blive anderledes, hvis der ikke er nogen, der virkelig ved noget om det her. Jeg føler, at jeg ikke gør Ham tilfreds og at jeg ikke adlyder Ham - ikke gør det, Han allerhelst vil. Jeg viste dette til Fader James, men det samme gælder for ham: Hvad kan han gøre, andet end selv at læse og give mig gode råd. Flere end hundrede mennesker har kopier af disse åbenbaringer, men det er ikke nok!

Jesus?

Jeg er. Lev med fred i dit hjerte. Jeg vil genopbygge Min Kirke. Tillad Mig, Vassula, blot at præge Mine Ord på dig. Jeg elsker dig. Forherlig Mig ved at elske Mig. Genforeningen af Min Kirke er Mit arbejde. Du skal kun være min budbringer. Forstår du den forskel, der er? Selv når Jeg siger: Genopliv eller foren Min Kirke, Vassula, så er det aldrig møntet direkte på dig. Du vil lære. Har du ikke lært om en del af Mit arbejde sammen med Mig?

Jo, Herre, det har jeg.

Vent, og du vil se

Der var en lang pause Han lod min hånd hvile på papiret, og sagde intet før det følgende:

Jeg har et spørgsmål at stille til dig. Hvorfor kom du nu ikke til Mig for at få trøst?

I et glimt på nogle få sekunder gav Jesus mig et syn og en hel historie, nærmest som en lignelse. Det var et barn og dets moder. Barnet havde i årevis været borte for moderen. Da hun endelig fandt det var hun lykkelig. Hun glædede sig ved at lære det at komme til sig, når der var det mindste, det trængte til, eftersom hun elskede det, og det var hendes eget barn. Barnet havde meget svært ved at vænne sig til, at der var en, der sagde hun var dets moder og som ville tage sig af det. Det var vant til at vælte sig i sin egen ynkværdighed, alene, idet det ikke havde nogen at vende sig til. Nu igen glemte det, at moderen var den, der kunne hjælpe og give trøst. Synet var det af et meget lille barn, der atter befandt sig i total elendighed og som gik klynkende omkring huset, uden at skænke moderen en tanke. Moderen, der så barnet så ynkeligt, følte sig såret: Såret ved at se sit barn så hjælpeløst, såret ved at det stadig ikke ville komme og kaste sig i hendes arme og vise hende, at det havde behov for hendes omsorg. Moderens hjerte var helt knust ved at se at sit barn var så ynkeligt og så oven i købet ignorerede hende, der kunne gøre så meget for det, havde det blot tillid til hende!

Barnet var mig; moderen Jesus. Og alt dette var på grund af at jeg følte, at jeg ikke kommer nogen vegne, at budskaberne hviler tungt på mine skuldre, og at jeg ikke gør meget. Jeg besluttede mig for at gå og lægge mig og prøve at glemme det hele. Så jeg lagde mig og prøvede at sove for at glemme. Dette var om eftermiddagen. Jeg tænkte på Jesus, men følte mig for elendig til overhovedet at kunne stå overfor Ham.

Ja, præcis. Elskede, Jeg er din Trøster! Læn dit hoved ind til Mig. Tillad Mig at kærtegne dig og lindre din smerte. Tillad Mig at hviske Mine ord i dit øre. Jeg har en plads for dig i Mit Hjerte. Tilbring ingen tid andetsteds. Kom nu ind i denne din plads