Et budskab til dem, som elsker mig - 2/5 1987



Jeg er Jesus!
Jesus, jeg mærker, at Du er ved at give mig et vigtigt budskab, da djævelen bruger sin taktik: at angribe mig for at få mig til ikke at skrive.
Jeg har et budskab til dem, som elsker Mig og opofrer sig for Mig. Jeg ønsker at opmuntre dem og give dem Min Styrke.

Jeg, Ordet, vil åbenbare Mine Ord gennem dette svage Redskab. Jeg vil stige ned til jorden gennem dette Budskab og lade Mit Lys skinne på jer alle sammen. Jeg velsigner jer, Min Sjæls elskede. Jeg elsker jer!

Inden i Mig, i Min Sjæls allerinderste Dybder, har Jeg en levende, uudslukkelig Flamme. Jeg er Renhed, Hengivenhed og en afgrund af Rigdom. Mine elskede, øs af Mine Rigdomme og mæt jeres hjerter. Kom og fyld jer med Mig. Kom og træd ind gennem Mine åbne Sår og lad jeres sjæle blive dyppet i Mit Blod. Drik af Min levende Kilde, så meget, at I flyder over og dermed bliver i stand til at vande denne øde ørken og helbrede Mine lam. Bliv optændt af denne levende Flamme, og lad Den fortære jeres hjerter!

Jeg elsker jer i en grad, som I aldrig vil kunne fatte. Kom. Bliv aldrig trætte af at bære Mit Hellige Kors, for Jeg er med jer og bærer det sammen med jer. Følg Mig og hold jer tæt til Mig. Gå i Mit fodspor. Bliv aldrig trætte af at kæmpe og af at lide. Ær Mig, og lad jeres stemmer stige op til Himlen som en liflig duft af røgelse. Lovpris Mig. Lad Mig glædes, lad Mig fryde Mig i jer. Lad Mig glæde Mig over jeres Kærlighed til Mig. Fyld jeres hjerter helt med denne Uendelige Kærlighed, og lad den strømme ud over Mine lam, så de bliver helbredte. Lad enhver levende skabning på jorden føle Min Varme. Lad ethvert koldt og forstenet hjerte smelte og opløses i Min Renhed ved at blive optaget i Mit Legeme og blive eet med Mig! Lad enhver fortidsskygge genopstå og blive forvandlet til en levende sjæl, fuld af Retskaffenhed, Fred og Kærlighed. Gør Min Skabning til en Edens Have! Forén jer! Forén jer og bliv eet. For Jeg, Gud er Een. Enhed giver styrke.

Forén jer, vær Mine trofaste Sædemænd, som sår Mine Fredens og Kærlighedens sædekorn. Jeg har skabt frø, som vil bære frugt og frembringe Himlen på jorden, for Mit Rige på jorden vil blive, som Det er i Himlen. Tag Mine frø, som ligger i Mit Hjerte, og som er rensede i Mit Blod, og spred dem overalt. Jeg har jo disse frø, og Jeg ønsker, at I går ind i Mit Hjerte og tager af dem. Søg enhed.

Jeg vil pleje Mine blomster. Jeg vil lade dem dufte. Jeg vil lade dem blomstre. Jeg vil pryde Min have. Jeg vil overrisle jeres hjerter. Jeg vil genoplive jer. Min skabning! Jeg elsker jer! Jeg vil lyse på jer og lade Mine varme stråler opløse disse tunge, mørke tordenskyer, sprede dem og få dem til at forsvinde.

Mit lys vil trænge igennem dem, og alt det mørke og alt det onde, som hvilede så tungt over jer vil forsvinde. Dette mørke, som ikke bragte jer andet end svaghed, usselhed og ondskab. Mine varme Stråler vil genoplive alle Mine blomster, og der vil falde dug af Retfærd, Hellighed, Renhed, Helhed, Fred og Kærlighed fra Himlen. Jeg er jeres Trofaste Vogter, som våger over jer med et åbent øje. Husk, at Jeg er denne verdens Lys. Jeg er Ordet. Fred være med jer alle. Herliggør Mig. Støt jer til Mig. Bliv ikke trætte af at bære Mit Kors og derved helbrede Mine børn.

Min Vassula, bliv aldrig træt af at skrive. Jeg elsker dig. Visdommen vil belære dig.
Jeg elsker Dig, Herre. Lad Din Vilje ske.
TILBAGE KVARTALSOVERSIGT BUDSKABER FREM