Udslet dig selv i mit legeme - 13/5 1987



I går aftes, den 12. maj, gik jeg op ad trapperne, og da jeg kom til første sal, standsede jeg pludselig op ved en intens duft af røgelse. Denne duft nåede op til anden etage. Jeg var forbavset. Jeg gik ind og spurgte min søn, om han havde tændt en myggespiral, selv om det slet ikke lugtede som et myggelys, men som ren røgelse akkurat som i kirken. Han svarede, at det havde han ikke. Jeg tænkte ikke mere over det og fik travlt med andre ting. En time senere ville jeg gå ind på kontoret, hvor jeg sædvanligvis skriver, for at finde en blyant. Jeg måtte passere det samme sted, hvor jeg havde lugtet røgelsen. Da jeg kom ind på kontoret, var denne stærke, vidunderlige duft af røgelse der igen. Den indhyllede mig fuldstændigt.
O elskede! Da Jeg indhyllede dig i Min vellugt, velsignede Jeg dig samtidigt.
O Jesus, var det Dig?!
Ja, du mærkede Min Nærværelse. Det var Mit Tegn. Røgelsen kommer fra Mig.
Hvis bare jeg havde været sikker på det den aften!
Jeg vil give dig andre tegn på Min Nærværelse, Min blomst, men vær årvågen.
Jesus, min Kærlighed, mit Åndedrag, mit Liv, min Glæde, mit Suk, min Hvile, min Hellige Ledsager, min Frelser, mit Syn, mit Alt, jeg elsker Dig!
Vassula, elsk Mig brændende, udslet dig selv i Mit Legeme. Pryd Mig med blide ord, kærlighedsord, så Mine smerter mindskes. Giv lindring til Mine Sår ved at salve dem med dine kærlighedsfulde ord.
Jeg opdagede i dag, da jeg læste en bog af den Hellige Teresa af Avila, at overnaturlige dufte eksisterer. Hvis de kommer fra djævelen, siger hun, breder der sig en rædselsfuld stank. Sært nok var dette ligesom et nyt bevis for mig i dag, at røgelsesduften kom fra Jesus. Jeg blev meget lykkelig!


14/5 1987


I dag, hvilken glæde! Da jeg læste om den hellige Teresa's visioner, kom jeg til hendes visioner af helvedet, og jeg blev meget glad for at finde ud af at hendes beskrivelse stemte overens med min beskrivelse af, hvordan Gud viste mig helvede. Hun forklarer det på denne måde: "Mørkt og snævert. Jorden syntes at være fuld af vand, det så ud som snavset, stinkende mudder, etc..." Ja, alt mindede om en lavloftet grotte. Min beskrivelse er i bog nr. 8 (7/3 1987.)
TILBAGE KVARTALSOVERSIGT BUDSKABER FREM